SEF Energi indgår aftale om SupportEnergi med Landsforeningen Børns Voksenvenner

De seneste år har SEF Energi haft stor succes med sit SupportEnergi-koncept. Senest er der indgået aftale med Landsforeningen Børns Voksenvenner, så det fremover er muligt at støtte børn, der er har brug for en ekstra voksen i deres liv.

– Vi er glade for, at Landsforeningen Børns Voksenvenner har valgt at indgå en samarbejdsaftale med os. Deres formål er på alle måder godt, og det berører mange flere, end vi umiddelbart tror. Vi håber, at mange af foreningens medlemmer, støtter og andre interessenter vil støtte op om SupportEnergi-konceptet, siger Brian Eskildsen, der er salgschef i SEF Energi.

Støtte til et godt formål

– I Landsforeningen Børns Voksenvenner skaber vi venskaber, som gør en positiv livsvarig forskel for børn og unge med spinkle familieforhold og behov for yderligere voksenkontakt. Lige nu har vi en venteliste på omkring 300 børn, der ønsker en voksenven, så der er brug for midler til rekruttering af flere frivillige voksenvenner, forklarer Mikkel Hyldebrandt Jensen, der er chef for Landssekretariatet i Landsforeningen Børns Voksenvenner.

Landsforeningen Børns Voksenvenner har eksisteret i Danmark siden 1990 og har siden da skabt mere end 3.700 venskaber.

– Med den nye aftale kan vi skaffe midler på en mere kontinuerlig basis, og udover at rekruttere flere voksenvenner, gør det os også i stand til at skabe nye og flere aktiviteter for vores vennepar. Jeg håber, at mange vil benytte denne mulighed for at støtte Børns Voksenvenners arbejde til glæde for mange børn, siger Mikkel Hyldebrandt Jensen.

SupportEnergi-aftalen med SEF Energi betyder helt konkret, at når man vælger at købe SupportEnergi hos SEF Energi i form af el og naturgas, så modtager Landsforeningen Børns Voksenvenner økonomisk støtte i takt med, at man forbruger el og naturgas.

Eksponering i hele landet

Med den nye SupportEnergi-aftale får SEF Energi udbredt konceptet til hele landet.

– Det er første gang, Landsforeningen Børns Voksenvenner har indgået denne type aftale, og vi ser frem til at præsentere den for alle dem, der i øvrigt følger os. Vi understøtter aftalen med en række markedsføringsmaterialer i form af flyers og plakater, og vil selvfølgelig også gøre opmærksom på vores nye samarbejde via Børns Voksenvenners sociale medie-platforme, siger Mikkel Hyldebrandt Jensen.

SEF Energi har gennem de seneste tre år indgået mange lignende aftaler med en række foreninger og klubber – primært på Sydfyn – og aftalen med Landsforeningen Børns Voksenvenner viser, at alle kan få gavn af SupportEnergi.

Fakta om SupportEnergi

  • Ingen binding
  • Kun én faktura, uanset hvor i landet du bor
  • Det er samme strøm, der kommer ud af kontakten
  • Supporteren kan være med til at gøre en forskel hos den SupportEnergi forening, som han eller hun ønsker, at SEF Energi skal støtte
  • Bidraget vokser i takt med, at de forbruger el og naturgas
  • Et gennemsnitligt årligt el-forbrug i en husstand er på ca. 5.000 kWh. Dette forbrug vil give en støtte til klubben på ca. 100 kr. årligt.
  • Et gennemsnitligt årligt naturgasforbrug i en husstand er på ca. 1.500 m3. Dette forbrug vil give en støtte til klubben på ca. 150 kr. årligt.

Fakta om SEF Energi

  • Grundlagt i 1906
  • Har hovedkontor i Svendborg samt salgskontor i København
  • Leverer bl.a. el og naturgas
  • SEF Energi er en del af SEF-koncernen, som beskæftiger ca. 90 medarbejdere
  • Læs mere på sef.dk

Fakta om Landsforeningen Børns Voksenvenner

  • Etableret i 1990
  • Vi etablerer venskaber mellem voksne med overskud og ressourcer, og børn typisk i alderen fra 6 år.
  • Vi har skabt mere end 3.700 venskaber
  • Venneparrene mødes som regel 2-4 gange om måneden.
  • Børns Voksenvenner består af en landsforening samt mere end 40 lokalforeninger fordelt over hele Danmark