Den 1. december kan beboerne på St. Byhavevej, Lyøvej, Strynøvej, Bispeløkken, Munkevænget i Svendborg godt tage plads foran tv-skærmen med høje forventninger. Det er nemlig på denne dag, at beboerne for alvor kan mærke effekten af det nye fibernet.

Forud er gået måneder, hvor de har skullet beslutte sig for fiberløsningen, ligesom selve anlægsarbejdet også har taget tid.

- Med fibernettet får vores beboere en internetløsning, der lever op til dagens standarder. Tidligere har vi fx kunnet mærke på internethastigheden, hvis mange er på – på samme tid, men det ændrer vi på nu, fortæller Otto Wikkelsø, der er formand i afdeling 7 i SAB.

SAB har indgået en fiberaftale med SEF, der tæller 455 beboere i boligforeningens ejendomme.

Skal – skal ikke

Både SEF og Otto Wikkelsø har vidst, at information var nøglen til at få så mange med på fiber-ideen som muligt. Fiber kan virke kompliceret, og derfor vægter SEF information til kunderne højt.

- Vi har haft en god og konstruktiv dialog med administrationen i SAB og afdelingerne lige fra starten, og fra vores side har vi forsøgt at levere god og brugbar information, og alle beboere har været inviteret til informationsmøde hos SEF, hvor vi præsenterede de nye muligheder, fortæller Jesper Buk, der er salgskonsulent hos SEF.

Udfaldet på overvejelserne blev, at SAB valgte at indgå samarbejde med SEF om at få etableret fiber. Og hos Otto Wikkelsø er der glæde at spore:

- Vi får den optimale tv-løsning, hvor vi alle kan være sikre på, at signal og billedkvalitet på vores tv er i orden, og det er en stor forbedring i forhold til tidligere. Det har også været vigtigt for os, at SEF kan levere de tv-pakker vores medlemmer efterspørger, og så har SEFs lokale forankring også talt med i vores overvejelser. Vi vil helst købe lokalt, og der er blevet muligt med tv- og internet produkterne fra SEF, siger Otto Wikkelsø.

Mere fiber hos SAB?

De boliger, der til december får installeret fibernet, er blot en del af SABs samlede boligmasse, og hos SEF håber man at fortsætte dialogen med boligforeningen.

- Det er klart, at når vi nu har en aftale på en del af deres boliger, så er vi naturligvis også interesseret i den resterende del, og det taler vi da også med SAB om. Men lige her og nu har vi fokus på de fem veje, hvor fibernettet skal være gravet ned og installeret, når vi tager hul på julemåneden senere på året, slutter Claus Holm Andersen, der er salgschef hos SEF.