Rusland lukker for gassen til Polen og Bulgarien

Ruslands udmelding om at lukke for gassen til Polen og Bulgarien kan skabe bekymring for, at de også kommer til at lukke for gassen til Danmark. I så fald skal den almindelige dansker ikke bekymre sig, fordi vi bruger relativt lidt gas nu takket være årstiden, og Danmark får også gas fra andre end russerne.

Politisk sker der fortsat rigtig meget på det europæiske gasmarked. Det seneste nye er, at Rusland pr. 28. april 2022 har valgt at lukke for gassen til Polen og Bulgarien, idet de to lande har afvist at betale for den russiske gasleverance med russiske rubler.

Kolde brusebade har lange udsigter
Ifølge Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet, har Danmark et relativt beskedent forbrug af russisk gas, og vores gaslagre er fyldt godt op. Desuden går leverancerne fra Rusland til Danmark gennem Tyskland. Derfor mener professoren ikke, at det vil få nævneværdig betydning for de danske gasforbrugere her på den korte bane.

Hos SEF følger vi naturligvis situationen nøje og vil sørge for at holde vores kunder opdateret, når og hvis der er nævneværdigt nyt på gasfronten.

 

FOTO: Gleb Garanich/REUTERS/X00550