Fiber, fiber og atter fiber. Det er mantraet hos Claus Holm Andersen og hans fiber-team hos SEF. Forretningsområdet voksede hos SEF i 2012, og væksten er fortsat ind i 2013.

- Vores målsætning om 'fiber til alle' holder stadig - nu handler det om at udvide fiberdækningen i Svendborg og på Sydfyn, hvor endnu flere bolig- og grundejerforeninger samt erhvervskunder skal overbevises om fiberens fortræffeligheder, fortæller Claus Holm Andersen, der er salgschef hos SEF.

Dialog er nøglen

Når SEF har haft så stor succes med salg af fiber i årets første måneder, skyldes det, at virksomheden har taget nye metoder i brug, når det handler om at komme i dialog med kunderne.

- Fiber kan virke kompliceret, og der skal graves og installeres, for at det virker, derfor er det så vigtigt, at vi har lejlighed til at tale med kunderne for at fortælle dem om processen, udtaler Claus Holm Andersen.

Fiber på vej til Tvedhaven

Beboerne i Tvedhaven har besøgt SEF og deltaget i et informationsmøde om fiber.

- Vi var rent faktisk de første, der fik lejlighed til at deltage i et af SEFs fiber-informationsmøder i det nye domicil. Vi fik forklaret de mange muligheder med fibernet - fx det koncept, som Waoo! har udviklet til foreninger, fortæller Ove Suhr, der er repræsentant for beboerne i Tvedhaven.

Resultatet blev, at beboerne gik fra mødet og sidenhen indkaldte til ekstraordinær generalforsamling, hvor SEF blev valgt som leverandør. Det betyder, at samtlige 101 boliger i Tvedhaven nu er blevet nye fiberkunder på en kollektiv aftale hos SEF.

Flere fiberkunder på vej

Derudover har SEF også indgået en overordnet aftale med grundejerforeningen Poppelvænget, hvor en ny stribe kunder venter.

- Beboerne i Poppelvænget har også været til informationsaften, og mange potentielle kunder mødte op, og det betragter vi som meget tilfredsstillende. Tilkendegivelserne på mødet var så positive, at vi forventer at komme op på det påkrævede antal fibertilslutninger, så Poppelvænget også får adgang til lynhurtigt fibernet, lyder det fra salgschefen.

I dag har SEF etableret fiber hos ca. 9.000 husstande i Svendborg og på Sydfyn. Over de næste år forventer virksomheden, at endnu flere nye kunder vil vælge at få installeret fiber.