Der kommer nyt navn på trøjerne, når Rabbits i det nye år løber på banen. Som en af flere hovedsponsorer bag et af landets førende basketballhold bliver SEF fremover synlig på bander, i kampprogrammer, Rabbits' hjemmeside, i erhvervsnetværket bag holdet osv.

- Vi leverer den daglige energi til hele det sydfynske område, og vi ønsker at øge kendskabet til vores produkter i resten af landet, ligesom vi gerne vil vise vores engagement i lokalområdet, forklarer Claus Holm Andersen, der er Kunde- og markedschef i SEF om baggrunden for sponsoratet af Svendborg Rabbits.

Også hos Rabbits er der stor tilfredshed med den nye sponsoraftale.

- I Svendborg Rabbits er vi utroligt glade for samarbejdsaftalen. SEF er jo en af de store, sydfynske virksomheder, der betyder meget for lokalområdet, og med det nye samarbejde kan vi fortsætte udviklingen af holdet og iværksætte nye initiativer. Det kræver ressourcer at drive et af Danmarks bedste basketballhold fremad, og her spiller SEF-sponsoratet en vigtig rolle, forklarer Troels Fjellø Mortensen, der er direktør for Svendborg Rabbits.

Aftalen er indgået mellem SEF og Svendborg Rabbits A/S, som er eliteafdelingen i SBBC. Når det gælder klubbens øvrige aktiviteter er det muligt at opnå støtte gennem SEF's SupportEnergi-koncept, hvor kunderne har indflydelse på, hvem SEF skal støtte.

 

Kunderne er blevet hørt

Når SEF har kastet sig over sponsorater, er det sket på baggrund af en helt ny sponsorstrategi.

- Vi har gennem de sidste seks måneder overvejet, hvordan vi kunne arbejde systematisk og målrettet med sponsorater. Vi har et klart ønske om, at signalere, at vi er kraftcenteret for energi på Sydfyn – og det skal komme til udtryk igennem ord og handling, lyder det fra Claus Holm Andersen.

Som en del af den nye sponsorstrategi har SEF i forbindelse med de løbende kundeundersøgelser spurgt ind til kundernes holdning til sponsorater.

- Vi har lyttet til kunderne. De har givet udtryk for at se SEF som en aktiv medspiller i lokalområdet i form af sponsorater, og det har vi nu gjort noget ved gennem denne aftale, siger Claus Holm Andersen.

 

Netværk skaber vækst

Det er ikke kun større synlighed i forbindelse med Rabbits og holdets kampe, der har været udslagsgivende for SEF. Et stærkt netværk af lokale virksomheder har også skærpet SEF's interesse.

- Der er et stærkt erhvervsnetværk omkring Svendborg Rabbits, og her vi har vi helt klart tænkt os at spille en aktiv rolle. Jeg forventer, vi kan få inspiration fra andre brancher og komme tættere på virksomhederne i lokalområdet, siger Claus Holm Andersen.

- Som et professionelt sportshold er det vigtigt at kunne tilbyde vores sponsorer så mange muligheder som overhovedet muligt – og business-netværket er én af dem. Det er et uformelt forum, hvor der med sporten som samlingspunkt også er tid og plads til at udveksle viden og erfaringer, forklarer Troels Fjellø Mortensen.

 

For yderligere information:

Claus Holm Andersen
Kunde- og markedschef, SEF
cha@sef.dk
Mobil: 2164 7426

Troels Fjellø Mortensen
Direktør, Svendborg Rabbits A/S
troels@rabbits.dk
Mobil: 6126 2726