De var der alle sammen; ledelsen, bestyrelsen, medarbejdere, politikere, arkitekter, entreprenører og en lang række sydfynske erhvervsfolk. Alle var de kommet for at være med til indvielsen af SEF's nye domicil, Vores Lys. 

Det var da også en stolt adm. direktør, Anders Banke, der bød velkommen til de 200 inviterede gæster, der havde lagt vejen forbi Fåborgvej 44 for at være med til at fejre indvielsen. Det nye domicil, der ligger tæt ved motorvejen fra Odense, har været under opførelse i 1 ½ år, og allerede for nogle uger siden rykkede medarbejderne ind i de nye omgivelser.

En stor SEF-dag
En anden, som har fulgt byggeriet tæt, er SEF's bestyrelsesformand, Guri Krøis, som i sin åbningstale benyttede lejligheden til at fortælle om tankerne for byggeriets fremtid.

- Visionen for Vores Lys har været at skabe et progressivt, bæredygtigt og iøjnefaldende domicil, der afspejler nærhed og kvalitet både ude og inde, til gavn og glæde for alle i det sydfynske, lød det i formandens åbningstale.

Guri Krøis kom også ind på, at SEF fremover vil blive en endnu mere synlig og mere åben virksomhed:

- Med det nye byggeri åbner vi os endnu mere overfor kunderne. Vi har fået samlet alt under et tag, El-gården, lager, alle de tekniske aktiviteter, men også den udadvendte kundedel spiller en synlig rolle i huset i form af en decideret butik og et showroom. Her kan vores kunder komme ind og se de sidste nye tiltag på energibesparelser, fiber, internet og TV.

Formanden takkede også alle de lokale kræfter, der har været involveret i opførelsen af Vores Lys. Heriblandt C&W Arkitekter, Rambøll og MT Højgaard - og så selvfølgelig de mange håndværkere, der har bidraget til byggeriet.

Arkitekt Per Weber fra C&W Arkitekter kvitterede på vegne af hele teknikergruppen:

- Til alle svendborgensere, tag dette ikon-byggeri til jer og vis jeres stolthed, lad os starte i dag med at løfte armene over hovedet og udbringe et hurra for Vores Lys. Hvorpå alle gæster udbragte et leve for SEF's nye domicil.

Energisk menu
Efter den officielle indvielse tog kokken Claus Holm og ernæringseksperten Christian Bitz over, og de to herrer serverede både bredbånd, fibernet og vindstrøm. Alle energibomberne blev lystigt sat til livs af gæsterne - der samtidig fik et par gode - og morsomme - tips om den energirigtige kost med på vejen.

Den røde tråd er grøn
Det nye domicil er på 5.500 kvadratmeter og rummer alt fra kontorer, butik og showroom til lager- og værkstedsfaciliteter. Det gennemgående element i byggeriet er energivenlige og grønne løsninger. Her er solceller, jordvarme, genanvendelsesløsninger og to husstandsvindmøller på vej.