Brugen af streaming kan allerede nu ses i bredbåndsnettene, og Sydfyns Elforsyning forventer, at streaming vil øge forbrugernes krav til hastigheder og kapacitet.

​Næsten en tredjedel af alle danske husstande har allerede tegnet et abonnement på én eller flere af de nye streaming-tjenester såsom Netflix, HBO og Waoo.tv. Og tjenesterne bliver benyttet flittigt. Således streamer 8 ud af 10 abonnenter mindst én gang om ugen, mens hver tredje gør det dagligt. Det viser en spritny forbrugerundersøgelse som Userneeds har lavet for Dansk Energi.

- Det er glædeligt, men ikke overraskende, at danskerne tager så godt mod de nye streaming-tjenester. Vi danskere bliver jo gang på gang kåret som et af de mest IT-parate folkefærd i verden. Når vi får nye digitale muligheder stillet til rådighed, så bruger vi dem også, udtaler Morten Buch, product manager hos SEF.

Flere vil streame
Næsten halvdelen af danskerne forventer da også, at de vil benytte sig mere af streaming-tjenesterne i fremtiden. Og mens hver fjerde i dag har et tv med internetforbindelse, så siger 3 ud af 4 danskere ifølge undersøgelsen, at deres næste tv skal have internetforbindelse. Dermed bliver de i stand til at tage de nye tjenester i brug.

- De tendenser kan vi også se hos Sydfyns Elforsyning. Der er slet ingen tvivl om, at streaming går en stor fremtid i møde. Som leverandør af fibernet er vi kun glade for, at forbrugerne kan få endnu mere værdi ud af deres bredbåndsforbindelse, fortæller Morten Buch.

Brugen af streaming kan ifølge Morten Buch allerede ses på trafikken i SEFs netværk, som er steget betydeligt. Han peger på, at den udvikling kun vil tage til, i takt med at mere og mere indhold bliver i HD, og at den endnu bedre 4K-kvalitet introduceres:

- Vi kunne faktisk se effekten af streaming med det samme. Folk bruger simpelthen deres bredbånd mere. Og når vi kigger på USA, kan vi jo se, at Netflix alene står for godt en tredjedel af den samlede datatrafik i de travle aftentimer. Og med udsigt til kraftige forbedringer af streaming-tjenesternes billedkvalitet, så peger alt på, at streaming vil stille større og større krav til hastigheden og kapaciteten i netværkene. Heldigvis har vi jo rigeligt kapacitet i vores fibernet, slutter Morten Buch.