​For første gang inviterede Sydbank og Sydfyns Elforsyning til et fælles LAN-party, der blev afholdt i SEFs domicil, Vores Lys. 50 unge mellem 15 og 25 år var inviteret til at spille med og mod hinanden - fra sidst på eftermiddagen til midnat.

Spil og konkurrencer
I SEFs store auditorium med højt til loftet og rig mulighed for aktiviteter var der gjort klar til den store FIFA-turnering.

- For at gøre aftenen spændende havde vi hyret en game-master til at styre slagets gang. Han er selv tidligere computerspiller og vidste lige præcis, hvad der er skulle til for at skabe en intens og sjov oplevelse, fortæller Claus Holm Andersen, der er Kunde- og Markedschef hos SEF.

SEF og Sydbank havde sat alt ind på, at det skulle være en god oplevelse. Udover konkurrencen i auditoriet var også kantine- og aulaområderne omdannet til spilleområder – og når sulten meldte sig, bugnede fadene med sandwich til alle.

- Og så havde vi selvfølgelig også sikret spillerne de bedste vilkår da vi havde etableret 4 x 1000/1000 Mbits lynhurtig fiberforbindelse, fortæller Claus Holm Andersen.

Mange og lange kabler
Inden arrangementet havde 7 medarbejdere fra SEF forberedt alt det tekniske og rullet 500 meter kabel og 100 meter fiber ud for at sikre en stabil og hurtig internetforbindelse til alle 50 spillere og deres computere. Alle havde deres egen computer med til LAN party’et – og det stod dem helt frit for, om der skulle spilles League of Legends, Counter-Strike, Source, Battlefield, Warcraft eller noget helt andet.

- Sydbank afholder mange forskellige arrangementer for deres kunder m.fl. Og også Investeringsrådgiver Allan Mikkelsen udtrykte stor tilfredshed med samarbejdet med SEF omkring gaming aftenen. Det er fantastisk at se SEF’s domicil danne ramme om sådan et arrangement, og det er mit indtryk, at alle spillerne fandt både rammer og indhold formidable, fortæller Allan Mikkelsen, Sydbank.

Computerspillerne var alle fra lokalområdet og havde tilmeldt sig hos Sydbank, hos SEF eller på SEFs Facebook-side.


For yderligere oplysninger:
Kunde- og Markedschef – Claus Holm Andersen, SEF.
Mobil: 2164 7426

Investeringsrådgiver – Allan Mikkelsen, Sydbank
Tlf. : 7437 6382