FiberLAN A/S er godt rustet til fremtiden

SEF købte i juni 2017 FiberLAN i Odense, og siden har der været fokus på integration af FiberLAN i koncernen og på optimering af opgaverne, og nu begynder de positive effekter at vise sig, og virksomheden er nu klar til gå efter nye kunder/markeder.

Med opkøbet fik SEF adgang til helt nye specialistkompetencer og flere nye kundesegmenter, og det har bl.a. afstedkommet, at man siden sommerferien har arbejdet på at samle alle koncernens opgaver omkring el-installation hos FiberLAN.

– FiberLAN havde allerede ved opkøbet mange opgaver i flere forskellige brancher, og de har kunder fordelt over hele landet, så det er langt mere hensigtsmæssigt for både vores kunder og medarbejdere, når vi arbejder som én samlet enhed. Derudover giver det fleksibilitet og mulighed for at hente nye opgaver og udbud hjem, fortæller Anders Banke, administrerende direktør i SEF.

Fokus på vækst og nye kunder

FiberLAN er en autoriseret el-virksomhed, som hovedsageligt henvender sig til erhverv. Med sammenlægningen af FiberLANs opgaver og de opgaver, der tidligere lå i SEF Teknik, har SEF-koncernen nu en stærk spiller på markedet inden for el-installation, energioptimering, netværk, fiber, AV-installationer og videoovervågning.

– Vi ser os selv som en fynsk virksomhed, der har hjemsted i Odense og en afdeling i Svendborg. I Odense beskæftiger vi 27 medarbejdere, og i Svendborg er vi 13 elektrikere/netværksteknikere. FiberLAN tager socialt ansvar og har lige nu 6 elektrikerlærlinge. Vores ekspertise og organisatoriske set-up kombineret med SEFs viden/knowhow gør, at vi nu er i stand til at ekspandere og gå efter nye kunder, fx store offentlige udbud, siger Jakob Horstmann, der er projektleder i FiberLAN Svendborg.

Ifølge Anders Banke er samlingen af opgaverne hos FiberLAN helt i tråd med SEF’s strategi om at specialisere sig og samtidig bevare så mange arbejdsopgaver og arbejdspladser i det sydfynske område.